Den grønne omstilling skal føre til vedvarende lokale fællesskaber

En kort historie om Nauru

Et af verdens mindste lande ligger i Stillehavet. En ø på størrelse med Anholt. Tidligere var landet kendt som “Pleasant Island“, men kaldes i dag Nauru. Befolkningen i landet består af omkring 10.000 mennesker, der har været igennem en trist udvikling, som citatet af James Aingimea antyder.

Som mange andre lande, har Nauru’s historie været præget af kolonialmagter, der udnyttede øens ressourcer og/eller dens militærstrategiske placering. Den store ulykke indtræffer dog først ved udnyttelsen af øens fosfatressourcer.

I første omgang er det kolonialmagterne, der udvinder fosfat fra Nauru, men efter at have opnået selvstændighed i 1966 påbegynder staten at udvinde og sælge fosfat i 1970. Denne aktivitet førte til at Nauru hurtigt blev et af verdens rigeste lande målt pr. indbygger med en høj levestandard til følge.

Den store rigdom, der pludselig tilflød landet, kunne være brugt til at sikre et land, der også fremadrettet var velhavende. Desværre gik det ikke sådan. Pengene blev i højere grad brug på forbrugsgoder end på investeringer, og de investeringer der blev foretaget, var højrisikable og tvivlsomme i stedet for stabile investeringer med moderat afkast.

Eksempelvis etablerede landet et flyselskab under påskud af, at det var vigtigt for at forbinde Nauru med resten af verden. Med op til syv fly i flåden kunne flyselskabet transportere omkring 10% af landets befolkning på samme tid. Det estimeres at selskabet tabte mellem en kvart og en halv millard årligt.

De overdådige udgifter begyndte at dominere, i takt med at indtægterne fra eksport af fosfat faldt. Der var behov for at gøre noget. Nauru fik det tvivlsomme råd at etablere sig som et skattely. Sammen med andre tvivlsomme aktiviteter omkring rundhåndet udstedelse af pas og hvidvask af penge, fik Nauru den tvivlsomme ære at være en af de første lande på USA’s liste over slyngelstater.

Nauru begyndte også at anlægge sager mod kolonialmagterne i håb om at modtage kompensation for den udvinding af fosfat, der foregik før landet fik selvstændighed. Landet lykkedes med at få udbetalt noget kompensation, men ikke noget der kunne vende den kedelige udvikling.

Nauru skabte derefter en ny indtægtskilde, der bestod i at administrere asylcentre på øen for Australien. En indtægtskilde der er tvivlsom på sigt, pga. et fald i antallet af asylansøgere, men som dog har hjulpet på økonomien.

For lokalbefolkningen har konsekvenserne af eventyret med fosfat været store. Nogle få er blevet meget velhavende, men ikke alle. Til gengæld har mange fået en smag for det søde liv, og landet kæmper derfor med en befolkning, hvor 71% er decideret fede, og mere end 95% er overvægtige. En overvægt, der har resulteret i at landet har en af de højeste rater af diabetes.

Vil du læse mere om Nauru, kan du tilgå følgende links:
https://www.diabetes.co.uk/in-depth/i-have-seen-so-many-funerals-for-such-a-small-island-the-astonishing-story-of-nauru-the-tiny-island-nation-with-the-worlds-highest-rates-of-type-2-diabetes/
https://devpolicy.org/nauru-riches-to-rags-to-riches-20210412/
https://www.cis.org.au/wp-content/uploads/2015/07/ia50.pdf